…men jeg bliver nødt til at fortsætte med at blogge! 

Min nye ramme er Berlin-Neukölln. Min interesse er stadig scenekunsten – i Berlin, i Tyskland og i Danmark, i Europa og alt det, der kommer på besøg her. Og livet interesserer mig ogå stadig, som det former sig udenfor vinduet, under himlen, betragtet fra randen af en amaryllis. Ødelægges og genopfindes. Her og der. O.s.v.

Følg mine tanker i den rolige Spektakelstad.

På papiret er jeg udvandret og har mistet min ret til at stemme, men engang i fremtiden kommer jeg tilbage til moderskødet forklædt som russisk kosakdanser og sparker kærligt i det småimperialistiske ophav.

Jeg har en fornemmelse af, lige nu krystalliseret i arbejdet med Chétouane og Ana, men også med erfaringerne fra DenkMalKindWarts anvendte behauptungsphilosophie (inspireret af Markus Steinweg) og Siebenschoenchens uforskammede irrationalitet og inkonsekvente dramaturgi, at have fundet endnu mere frem til, hvilken performerrolle, der interesserer mig. Det er den, der ligger på grænsen mellem fuld kontrol og gennemkoreograferethed og så et blik eller en replikbetoning, der opstår i øjeblikket, sættes præcist overfor publikums forventninger, overraskende, afbrydende det, vi troede, vi kunne stole på.

Her er Ana under prøverne i den nedlagte industribygning Gail-halle, der indtil for nylig også fungerede som koloni for 100 vietnamesiske gæstearbejdere, der skovlede giftaffald ud fra Gails kældre. Kafka is in the house. Es ist ein eigentümlicher Apparat.

Provinsen er fantastisk i solen! Bonderoserne dufter vulgært og vilde tordenbyger skyller dagene væk. Min sidste opgave til uni er afsendt og jeg bor i et næsten tomt rum med plads til store tankesving.

Mig i solen, tæt ved floden Lahn. Og Lucie, der laver ayurvedisk sommermad inden en nat med prøver i prøvesalen.

Tiden forsvinder i arbejdet med Sedmikrasky// Siebenschoenchen// Syvfryd og Lucie – med boremaskiner, trækonstruktioner og lydmontager, stencils, videoklip og akrobatik, sang, tekstrepetition og oversættelse af filmmediet til scenen. Vi har premiere d. 15. juni – kom forbi!

For om lidt er der teatermaskineri i hele byen. Og så kommer feriens improvisationer: måske til Rumænien, måske til Paris, måske til Island, måske Tyrkiet, måske til Limfjorden, helt sikkert til København og hvem ved, måske forbi Lolland på vejen, og så male vægge og hænge gardiner op i en endnu ukendt, men helt sikkert lys og stor lejlighed i Neukölln. 

Fra d. 12.-15. juni 2008 finder den årlige ‘werkschau’-festival Theatermaschine på ATW i Gießen sted. I år vil der være performances, hørespil, film, læsninger, interventioner og koncerter både på instituttet, i Gail-hallen (en gammel, nedlagt kontorbygning), på en skole, på togturen til nabobyen Marburg og i en tidligere banegård i Marburg.
Jeg har skrevet teksten til 2. version af DenkMalKindWart og så iscenesætter og performer jeg sammen med Lucie Siebenschoenchen. Her lidt reklame:

DenkMalKindWart

Liebes Volk. Stehen wir zusammen mit den Füßen in der unwiederholbaren Kindheit. Und schauen wir es mal an, das Kind, auf ein mal überproportioniert und sanft, hohl und real, zugänglich und doch zwecklos.
von: Fanny Frohnmeyer, Charlotte Arens, Rostislav Tumanov und Cecilie Ullerup Schmidt

Siebenschoenchen

2008. Die Zeit der großen Revolutionen ist vorbei. Jegliche Handlung ist entweder Konsumation oder Produktion verschrieben. Oder beidem. Zwei puppenartige Frauen in Pumps stecken in einem geschlossenen Raum von erdrückender Langeweile. Sie arbeiten nicht. Sie sind nicht registriert. Sie behaupten unsichtbar zu sein. Sie stehen im Mittelpunkt. Von ihrem Bett aus ändern sie die Welt. In die Nachrichten von gestern gekleidet lachen sie wie Maschinengewehre, waehrend sie Explosionen der Gegenwart ausschneiden um die Zukunft auszuschmuecken.
Siebenschoenschen ist eine Version des Films Sedmikrasky (1966) der tschechischen Regiesseurin Vera Chytilova. Der Film gewann internationale Anerkennung. In der Tschechoslowakei wurde er kurz nach seinem Erscheinen verboten. Die Auffuehrung untersucht, was Sedmikrasky ist, wenn wir das Material 42 Jahre spaeter, ausserhalb eines totalitaeren politischen Rahmens, bearbeiten.
von und mit Lucie Nina Eva Tumova und Cecilie Ullerup Schmidt

Mor og Far ser på hus (kommer snart i ny Home-kampagne)

Mor og Far er vilde med naturen omkring Giessen – også selvom man altid kan høre audiobahnen.

På søndage foretrækker Mor og Far kaffee und kuchen på Café Geißner. Senere skal de på Schnitzelhaus i Frankfurter Straße og vælge en af de 40 varianter. Hertil pils.

Dag 1, midtdecember 2007, Gießen, Tyskland: Kunstnertvillingerne Kattrin Deufert og Thomas Pliscke byder velkommen på et praktisk seminar om Subversive kroppe. Jeg havde forestillet mig noget med bevægelsesimpro, samt grundlæggende indføring i koreografi. I stedet ser vi to film om udklædning og identitetsoverskridelse, Paris is burning ( Jennie Livingston,1990) og Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1973) og bliver bedt om at skrive noter på kartotekskort. Kartotekskortene samles ind, omfordeles. Jeg får en andens notater. Opgaven til den efterfølgende dag lyder: medbring et objekt, som du har lyst til at kommentere eller illustrere kartotekskortene eller et fænomen fra kartotekskortene med. Vel at mærke de to nye kartotekskort – ikke noget med at arbejde videre bag din egen brille. Vi skal lave en udstiling i morgen. Adjø.
Dag 2: Objekter udstilles spredt i prøvesalen, eksempelvis: et par strømpebukser, en abedukke med et hvidløg i favnen, et pink glitteræg, et bogopslag om selvets mindesmærke hos Ilya/Emilia Kabakov, en walkman med en sang om at stå i hjørnet. Første arbejdsskridt er at gå rundt i udstillingen og efterlade små skriftlige kommentarer ved objekterne. En times tid. Næste er at kategorisere objekterne udfra kategorier som tid, materiale, indhold, ejer, sted. En times tid. Dernæst: påstand, tilknyttet person (ejer/ inkarnation af genstanden/ betragter). En times tid. Salen er fyldt med objekter, iltfattig og tæt af notitssedlernes til tider observerende medtænken og fantaserende hilsner, til tider ætsende kommentarer og bedømmelser. Udmattet middagspause, ordknap, alle ord har skriften slugt og vi er overudfordrede. Dernæst: lave udstillingskatalog i stilehæfter – dokumentere de objekter, som skal ’leve videre’ efter dag 2 i ord og tegning. Dokumentationen er subjektiv: hvilke objekter dokumenteres? hvilket kommer først? hvilke notitser skrives med? Hvor stor skal skriften være? Hvad er en overskrift? hvilken orden har hæftet? En times tid. Dernæst: omfordeling af hæfterne. De er nummererede, så mit nummer 20 går til ham med nr 21, jeg får nummer 19. Hjemmeopgave før dag 3: At skrive kartotekskortene fra dag 1 ind i ’udstillingskatalogerne’, som var en fremmeds filmnotater en redaktørs associerende kommentarer. Dag 3: hæftebyt, nu har jeg nummer 18, samt 0) læse det nye hæfte igennem 1) skrive hvor et udvalgt objekt befinder sig 2) skrive hvor den tilknyttede person befinder sig 3) skrive hvor jeg selv står. En times tid. Dernæst: hæftebyt, jeg har nummer 17, nylæsning og overskriv så, hvad der mangler i hæftet, indholdsmæssigt, fra udstillingen, eller sprogligt. En times tid. Kort før slutningen af dag 3: hæftebyt, jeg har nummer 16, nylæsning og listeskrivning: steder, personer, aktioner og objekter i hæftet. Sluttelig: hæftebyt, jeg har nummer 15 – og hjemmeopgaven til vi ses igen lyder på at afbilde listerne visuelt, fx. med foto.

Arbejdsmetoden på seminaret er ret enestående: grundlæggende handler det om at starte bevægelse med skriftlige overvejelser, som man skriver alene under tidspres for så at skulle give sit lille værk videre til andre deltagere. deufert+plischke kalder sig kunstnertvilinger for at inkarnere en incestuøs forbindelse mellem kunst og liv. Officielt er hhv. Kattrin Deufert ph.d. i John Cage og Thomas Pliscke uddannet koreograf og danser fra den ombejlede PARTS skole i Bruxelles. Som iscenesættere er deres opgave, pædagogisk set, som værtens: at skab rammer og dramaturgi for arbejdsskridtene. Men samtidig er deres praksis som kunstere også grundlæggende et filosofisk ærinde, nemlig at gøre op med konsensus ved at åbne for oversættelse og variationer af det givne. Det gælder i særdeleshed den konsensus, at kroppen blot er en tegnbærer. For deufert+pliscke er bevægelsen imidlertid et sprog i sig selv.

Efter to arbejdsweekender dannes der grupper udfra slægtskaber hæfterne imellem. Jeg deltager i gruppen DenkMalKindWart, en gruppe, som beskæftiger sig med fastholdelse af barndommen, monumentalisering af erindring, selvets mindesmærke. Vi er inspireret af Kabakovs skrift om mindesmærket for selvet og af private barndomsfotos, der tydeliggør den fotografiske fastholdelse af en iscenesat posering – en posering, der aldrig viser et upræget barn, men derimod altid et iscenesat barn, opstillet og indrammet af forældrene eller barnets forestilling om sig selv.

Samtidig er barnet, især omkring de 3 år, et potentiale, fordi det er et selvstændigt væsen, der endnu er ubrugeligt i samfundet: det kan ikke arbejde. Til gengæld kan det 3årige barn med dets ubeskrevne ‘uskyldighed’ bruges i propaganda. Det interessante ved erindringen er, at vi ikke kan fastholde et billede og samtidig har brug for endelige narrativer om barndommen for at fæstne os i samtiden og træde sikkert ind i fremtiden.

I vores forgangne arbejdsuge har vi, Gruppe A, skabt følgende: et bombemonument, som børn dansede omkring ved sprængningen, plus en bronzeskulptur af et barn, 52 meter højt. Se tegning.

Kom til Frankfurt d. 17.-18. april og se vores candyflosapokalypse om det depressive æsel, skabet, ulven i fåreklæder og de sort/hvide tvillinger i Mousonturm.

( Fotos af Jörg Baumann)