Iscenesættelse af bevægelse: at skrive, give skriften videre, slippe sine egne ideer i det kollektive rum, anarkivere tanker, forfølge spor, tabe kontrol, blive overudfordret, slippe ironiens rustning og gå alvoren i møde, miste oprindelsen af syne, tage sig tid, investere i stille forskning uden at det lønner sig.

Dag 1, midtdecember 2007, Gießen, Tyskland: Kunstnertvillingerne Kattrin Deufert og Thomas Pliscke byder velkommen på et praktisk seminar om Subversive kroppe. Jeg havde forestillet mig noget med bevægelsesimpro, samt grundlæggende indføring i koreografi. I stedet ser vi to film om udklædning og identitetsoverskridelse, Paris is burning ( Jennie Livingston,1990) og Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1973) og bliver bedt om at skrive noter på kartotekskort. Kartotekskortene samles ind, omfordeles. Jeg får en andens notater. Opgaven til den efterfølgende dag lyder: medbring et objekt, som du har lyst til at kommentere eller illustrere kartotekskortene eller et fænomen fra kartotekskortene med. Vel at mærke de to nye kartotekskort – ikke noget med at arbejde videre bag din egen brille. Vi skal lave en udstiling i morgen. Adjø.
Dag 2: Objekter udstilles spredt i prøvesalen, eksempelvis: et par strømpebukser, en abedukke med et hvidløg i favnen, et pink glitteræg, et bogopslag om selvets mindesmærke hos Ilya/Emilia Kabakov, en walkman med en sang om at stå i hjørnet. Første arbejdsskridt er at gå rundt i udstillingen og efterlade små skriftlige kommentarer ved objekterne. En times tid. Næste er at kategorisere objekterne udfra kategorier som tid, materiale, indhold, ejer, sted. En times tid. Dernæst: påstand, tilknyttet person (ejer/ inkarnation af genstanden/ betragter). En times tid. Salen er fyldt med objekter, iltfattig og tæt af notitssedlernes til tider observerende medtænken og fantaserende hilsner, til tider ætsende kommentarer og bedømmelser. Udmattet middagspause, ordknap, alle ord har skriften slugt og vi er overudfordrede. Dernæst: lave udstillingskatalog i stilehæfter – dokumentere de objekter, som skal ’leve videre’ efter dag 2 i ord og tegning. Dokumentationen er subjektiv: hvilke objekter dokumenteres? hvilket kommer først? hvilke notitser skrives med? Hvor stor skal skriften være? Hvad er en overskrift? hvilken orden har hæftet? En times tid. Dernæst: omfordeling af hæfterne. De er nummererede, så mit nummer 20 går til ham med nr 21, jeg får nummer 19. Hjemmeopgave før dag 3: At skrive kartotekskortene fra dag 1 ind i ’udstillingskatalogerne’, som var en fremmeds filmnotater en redaktørs associerende kommentarer. Dag 3: hæftebyt, nu har jeg nummer 18, samt 0) læse det nye hæfte igennem 1) skrive hvor et udvalgt objekt befinder sig 2) skrive hvor den tilknyttede person befinder sig 3) skrive hvor jeg selv står. En times tid. Dernæst: hæftebyt, jeg har nummer 17, nylæsning og overskriv så, hvad der mangler i hæftet, indholdsmæssigt, fra udstillingen, eller sprogligt. En times tid. Kort før slutningen af dag 3: hæftebyt, jeg har nummer 16, nylæsning og listeskrivning: steder, personer, aktioner og objekter i hæftet. Sluttelig: hæftebyt, jeg har nummer 15 – og hjemmeopgaven til vi ses igen lyder på at afbilde listerne visuelt, fx. med foto.
Arbejdsmetoden på seminaret er ret enestående: grundlæggende handler det om at starte bevægelse med skriftlige overvejelser, som man skriver alene under tidspres for så at skulle give sit lille værk videre til andre deltagere. deufert+plischke kalder sig kunstnertvilinger for at inkarnere en incestuøs forbindelse mellem kunst og liv. Officielt er hhv. Kattrin Deufert ph.d. i John Cage og Thomas Pliscke uddannet koreograf og danser fra den ombejlede PARTS skole i Bruxelles. Som iscenesættere er deres opgave, pædagogisk set, som værtens: at skab rammer og dramaturgi for arbejdsskridtene. Men samtidig er deres praksis som kunstere også grundlæggende et filosofisk ærinde, nemlig at gøre op med konsensus ved at åbne for oversættelse og variationer af det givne. Det gælder i særdeleshed den konsensus, at kroppen blot er en tegnbærer. For deufert+pliscke er bevægelsen imidlertid et sprog i sig selv.
Efter to arbejdsweekender dannes der grupper udfra slægtskaber hæfterne imellem. Jeg deltager i gruppen DenkMalKindWart, en gruppe, som beskæftiger sig med fastholdelse af barndommen, monumentalisering af erindring, selvets mindesmærke. Vi er inspireret af Kabakovs skrift om mindesmærket for selvet og af private barndomsfotos, der tydeliggør den fotografiske fastholdelse af en iscenesat posering – en posering, der aldrig viser et upræget barn, men derimod altid et iscenesat barn, opstillet og indrammet af forældrene eller barnets forestilling om sig selv.

Samtidig er barnet, især omkring de 3 år, et potentiale, fordi det er et selvstændigt væsen, der endnu er ubrugeligt i samfundet: det kan ikke arbejde. Til gengæld kan det 3årige barn med dets ubeskrevne ‘uskyldighed’ bruges i propaganda. Det interessante ved erindringen er, at vi ikke kan fastholde et billede og samtidig har brug for endelige narrativer om barndommen for at fæstne os i samtiden og træde sikkert ind i fremtiden.
I vores forgangne arbejdsuge har vi, Gruppe A, skabt følgende: et bombemonument, som børn dansede omkring ved sprængningen, plus en bronzeskulptur af et barn, 52 meter højt. Se tegning.